Elmast

Netselskaberne skifter nu til vintertariffer: Hvad betyder det for dig som elkunde?

De fleste netselskaber er fra den første oktober overgået til vintertariffer - læs mere om hvad det betyder her!

Udgivet tirsdag den 1. oktober 2024

Når vi nærmer os de kolde måneder, er det igen tid til, at netselskaberne skifter til deres vintertariffer.

Dette skifte, som sker hvert år, skyldes det generelt højere forbrug af elektricitet i vinterhalvåret.

Det er vigtigt at forstå, at disse ændringer ikke stammer fra os som elhandelsselskab, men fra netselskaberne, som er ansvarlige for distributionen af strømmen til din bolig.

 

Hvad er en vintertarif, og hvorfor skifter netselskaberne?

Vintertarifferne er højere tariffer, som netselskaberne anvender i den kolde sæson.

Den primære årsag til disse højere priser er, at energiforbruget stiger betydeligt om vinteren. Flere mennesker bruger varme, belysning og andre elektriske apparater mere intensivt, og derfor er der et større pres på elnettet.

Tarifsystemet er indrettet, så tarifferne er højest i spidsbelastningsperioderne – det vil typisk sige, at elprisen er højest om aftenen, hvor flest bruger strøm. Den konkrete pris afhænger af dit netselskab.

Har man til huse i Ringkøbing, hedder det lokale netselskab RAH Net. Her ligger priserne på 10,16 øre i lavbelastningsperioden mellem midnat og klokken 06:00, 30,50 øre frem til klokken 17:00 og 91,49 øre i spidsbelastningsperioden frem til klokken 21:00.

Bor man i stedet i Thisted, hører man til Netselskabet Elværk. Her hedder vintertariffen 11,35 øre i lavbelastningsperioden, 34,04 øre i højbelastningsperioden og 1 krone og 2,11 øre i spidsbelastningsperioden.

Er du i tvivl om hvilket netselskab, der betjener dig, kan du slå det op her:

https://elnet.dk/nettilslutning/find-netselskab

 

Hvad kan du gøre som kunde?

Som kunde handler det især i vinterhalvåret om at være opmærksom på hvordan og hvornår, man bruger strøm.

Overvej at reducere dit forbrug i de timer, hvor efterspørgslen på elnettet er højest – typisk i ulvetimen efter arbejde. Udsæt gerne tøjvask og andre energiintensive opgaver – og lad gerne elbilen op om natten, hvor strømmen er billigst.

Samtidigt kan du tage et kig på dit strømforbrug, og overvej om der er ting, der kan gøres mere ’strømeffektive’ – er du eksempelvis glad for baggrundsstøj mens du arbejder, så overvej om en podcast eller et radioprogram kan erstatte fjernsynsstøjen.

Sidst kan du tage et kig på hjemmet strømslugere – er det måske tid at investere i et nyere og mere energieffektivt køleskab, komfur eller støvsuger? Har du endnu ikke udskiftet dit lysarsenal med LED-pærer, kan det være et godt tidspunkt at gøre det på nu!